Hvad er HTML?

HTML hjælper søgemaskinerne til at finde ud af hvad dit website handler om, og giver dig en rankning i søgeresultaterne efter din relevans. Lær at bruge tags og attributter i dit HTML-dokument til hjælp med optimering af din hjemmesides tekster.

For nu bare at springe direkte ud i det, og kyle en masse facts i hovedet på dig med det samme, så står HTML for Hypertext Markup Language. Jeg har tidligere, i indlægget ”H1, H2, H3… Headings!”, brugt et afsnit på, kort, at forklare hvad et HTML dokument er, og synes du ikke, at du gider den helt store gennemgang, vil jeg anbefale at du kigger på dette indlæg i stedet.

Men! for de der vil nørde igennem, bliv her på siden, spær øjnene op og lad oplysningen skylle ind over dig. Vi starter med det basale, så vi senere kan kollidere i viden der kun er computernørder, fra den inderste kreds, værdig – eller i hvert fald noget der kunne give lidt blær effekt i nogle omgangskredse.

HTML dokumentet

En kort førsteforklaring er at HTML er et computersprog som definerer strukturen på den pågældende side. HTML dokumentet er et dokument, som er en næsten parallel side med den side som brugeren ser. Den store forskel ligger i at HTML dokumentet er fyldt med alle de indstillinger i form af koder, som brugeren aldrig kommer til at se, fordi disse koder fortæller den visuelle side hvordan den skal vise sig for brugeren.

Det er her du kan markere hvilke dele af teksten der fx skal være markeret med fed, med kursiv, skal være større eller mindre end anden tekst (fx overskrifter og underoverskrifter).
HTML dokumentet er det dokument som søgemaskinernes crawlere ser og forstå, fordi de ikke kan se den visuelle side som en menneske-bruger kan. Det er pga. disse crawlere at det er smart at optimere sit HTML dokument med tags, for at fortælle søgemaskinen hvad der er vigtigst på siden, og hvad der skal være fokus på.

Tags i HTML?

Et tag eller en kode i et HTML dokument er indrammet af tegnene < og >. Tags har forskellig længde, alt efter hvor meget du vil gøre ved teksten som er rammet ind. Et eksempel på et forholdsvist simpelt tag kan være

(se evt. førnævnte indlæg).
er taggets begyndelse, og det er her man skriver de koder som tagget skal indeholde. (…) er altså vores tekst, og
afslutter tagget. Det er dét, som skråstregen markerer.

Er der et starttag skal der også være et sluttag! Og her kommer yderligere eksempler på hvordan de kan se ud:

·         Starttags:

·         Sluttag:

Et tag kan indeholde flere tags, men disse tags, som befinder sig inde i ’hovedtagget’ skal være afsluttede før ’hovedtagget’ kan afsluttes. Der er ingen græse for hvor mange tags man må putte ind i ’hovedtagget’. Det kan fx se sådan ud (dette er et strong-tag som kommer ind i et p-tag):

Et tag kan indeholde flere tags, men disse tags, som befinder sig inde i ’hovedtagget’ skal være afsluttede før ’hovedtagget’ kan afsluttes.

Attributter i HTML?

Slår du op i en ordbog er attributter noget med ’tillagte egenskaber og genstande’, og inden for computerverdenen er de attributter man snakker om en del af et opmærkningssprog. Attributterne findes i tags i HTML dokumentet, og er nogle kommandoer eller alternativ tekst inde i HTML tagget.

Attributter vil fx ofte kunne give kommandoer til de links du vil have ind over teksten (altså nå du vil tilegne teksten en egenskab, ved at kunne linke). Et link er lavet med et a-tag, men med en attribut der hedder ’href’. Denne attribut fortæller teksten hvor linket skal føre hen. Med andre attributter kan du bestemme hvor teksten skal føre hen, om det skal åbnes i et andet vindue/faneblad eller bare vises på siden som brugeren bruger osv.

’href’-attributten i a-tagget kan se sådan ud:

·         HTML: Gå til bloggen SEO Webtest her

·         Visuelt: Gå til bloggen SEO Webtest her

Elementer i HTML?

Dette bliver et afklarende afsnit, for man kan let komme til at tro at et HTML element – når man læser om det i nogen sammenhænge – er en bestemt del af et tag, eller noget der er lagt ind i tagget ligesom en attribut, men sådan er det ikke! Et HTML element vil sige en del af en tekst, som der er blevet pillet lidt ved i HTML dokumentet.

I mere klar tale, og med knap så flydende formuleringer, så er et HTML tag det der er uden om den tekst man ønsker visuelt at ændre, mens, når man snakker om et ’HTML element’, så mener man hele den sætning det bliver til efter at tagget er placeret: dvs. starttag, eventuelle attributter, tekst/indholdet i midten og sluttagget. Altså:

·         HTML tag:
Jeg skriver i HTML

·         HTML element:
Jeg skriver i HTML

Billeder og undtagelser!

Ingen regler uden undtagelser, og reglerne er knap blevet nedfældet, før vi lige ændrer lidt i dem igen, for der findes undtagelser af tags, som ikke afsluttes på samme måde som andre. Img-tagget er et af dem. Det står for image, altså ’billede’ på dansk, og er derfor, logisk nok, det tag, der opretter billeder.

Hvor andre tags afsluttes med et mindre end-tegn, en skråstreg, taggets navn og et større end-tegn (fx
), så afsluttes img-tagget på en anden måde.

Tagget omkranser ikke en tekst, men markerer et billede, derfor giver det ikke nogen mening at dele det op i en start- og slut-del på samme måde. Tagget indeholder desuden en attribut der hedder src, og et img-tag kan se således ud:

Således tager vi altså hul på emnet HTML. Dette er kun noget af det mest basale inden HTML, men hvis du vil videre mere om hvad jeg finder ud af om HTML eller andet, så vil jeg anbefale at holde øje med bloggen. Har du rettelser eller tilføjelser, så skriv dem gerne i kommentarfeltet nedenfor.

Se indlægget ”Tagging listen – Overblik! over de vigtigste HTML tags”, for en overskuelig gennemgang af de mest brugte tags.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes:   <acronym title="">

Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud

x

Har du spørgsmål, ris eller ros?

Kontakt os på: 33 11 98 98
eller
service@internet.dk